2 personer
100 g løg
2 fed hvidløg
1,5 tsk. frisk ingefær
250-300 g grøntsager, her broccoli, radiser og gulerødder
2 tsk. smagsneutral olie
1-2 tsk. rød, gul eller grøn thaikarrypasta
1 dåse flåede hakkede tomater evt. lidt vand
salt
2-4 æg
Tilbehør
brød eller ris, gerne fuldkorn evt. sød chilisovs eller chiliflager
Skakshuka er egentlig en nordafrikansk ret bestående af krydret tomatsovs og æg, som spises til morgenmad.
Jeg kender den fra Israel, hvor den er meget populær til brunch med en hel masse forskellige toppings som forskellige slags ost og spinat.
Her har jeg smagssat den à la thai og tilføjet en del grøntsager, så den bliver til reel aftensmad.
1. Pil, og skær løget i terninger. Hak hvidløget, eller riv det. Skær skrællen af ingefæren, og riv den. Rens, og skær grøntsagerne i bittesmå terninger/stykker (gem eventuelt en håndfuld til pynt).
2. Varm en pande op med olie. Kom løget på, og lad det stege i ca. 5 minutter under jævnlig omrøring. Tilsæt hvidløg, ingefær og karrypasta, og lad det stege under omrøring i et halvt minut. Tilsæt tomater og grøntsager, og lad retten simre under låg (en bageplade kan også bruges) i ca. 10 minutter. Tilsæt eventuelt lidt vand, men konsistensen skal være ret fast.
3. Smag til med salt og eventuelt mere karrypasta. Slå æggene ud i sovsen, og lad retten simre under låg, til hviden er fast, ca. 10 minutter. Sæt panden på bordet, eventuelt med lidt friske grøntsager på toppen. Giv brød eller ris og chili af en art til.